Jeg synes som bekendt, at forskellige tilgange til teknologi er fascinerende. Forskellige aldersgrupper, forskellige kulturelle baggrunde og forskellige syn på teknologis nytteværdi gør alle, at brugen af den kan variere ganske voldsomt fra person til person. I løbet af den forgangne uge har jeg oplevet det på tre forskellige måder.

Børn og fulde folk på iPads

Lørdag besøgte jeg mine aldrende bedsteforældre. Til stede var også noget familie med små børn i alderen omkring fem år. De ved godt, hvad en iPad er, og spørger ivrigt om de må lege, så snart de får muligheden for det. De kaster sig altså over teknologien på en måde, som gør den usynlig. De er langt mere interesserede i at “male Buzz” (fra Toy Story) eller i at lege med diverse andre apps, end de er i at betragte iPad’en som en berøringsfølsom computer. Forskellen i deres måde at gå til den store skærm på, holdt op mod fx farmors, er helt utrolig at iagttage. Fordi de er fuldstændigt ligeglade!

De nye teknologibrugere på Facebook

På jobbet kommunikerer jeg for øjeblikket en del med kunder i Afrika, da vi netop har startet en afdeling i Abuja. Det betyder, at jeg taler men mennesker, som har sprunget kabel- og kobberbaseret internet over, og er gået direkte til 3G-mobilforbindelser og mobilt internet i det hele taget. Deres brug afspejler lidt de vestlige landes internetstart for 10-15 år siden.

Kort tid efter at have talt med en kunde, modtog jeg en venneanmodning på Facebook fra ham. Jeg har aldrig mødt ham, og har kun talt med ham den ene gang. Da Facebook holdt sit indtog i Danmark anno ca. 2007 var den slags ikke en umulighed herhjemme heller, men i dag vil de færreste vist synes, det er helt comme il faut at overskride den lidt personlige grænse, som Facebook-profilen udgør for de fleste. Han har 981 venner, hvilket ligner de fleste yngre danskeres antal venner mere, end det ligner mit eget. Er der her stadig en eller anden form for status over at have mange venner?

De digitale immigranter på LinkedIn

Det sidste eksempel er fra et kursus, jeg holdt i sidste uge. Vi starter oftest med en introduktionsrunde og en kop kaffe, for at bløde stemningen lidt op. En herre, som jeg vil skyde til at være i 50’erne, startede med at dele visitkort rundt til at alle andre deltagere – power-networking så det vil noget. Det synes jeg er helt i orden, det er en effektiv måde at blive husket. Det er faktisk ret cool. Jeg holdt herefter et foredrag på 45 min, og var efterfølgende andenviolin til en anden kursusholder.

Herren med visitkortene havde under mit foredrag anmodet om at connecte på LinkedIn. Han ser altså teknologien som et redskab til at videreføre visitkortmodellen, som han antageligvis har brugt i mange år. LinkedIn er designet til netop den type interaktion, men de færreste vil dog nok tilføje taleren, MENS han taler. Det forekom mig at være et interessant indblik ind i hans teknologisyn (med fare for overfortolkning, naturligvis).

De digitale indfødtes børn?

Når de digitale indfødte begynder at få børn, så bliver det her rigtigt spændende. For vil de overhovedet betragte teknologi som en analysegenstand? De indfødte skelner allerede ikke mellem offline- og online-venner, så bliver deres børns verden endnu mere strømlinet? Jeg glæder mig i hvert fald til at se mine egne fremtidige børns tilgang til teknologibegrebet.

Når nu far er så nørdet, så bliver ungerne måske skovriddere hele banden?