Instagram: Nu med video (Radio24Syv)

Den anden dag lancerede den Facebook-ejede billeddelingsplatform Instagram en ny feature, nemlig videoer. De kan være 15 sekunder lander, indeholder stabilisering og filtre, og ligner på alle tænkelige måder Twitter tilsvarende tjenester, Vine. Jeg talte kort med Radio24SyvsLasse Ladefoged om lanceringen. Du kan høre resultatet i playeren nedenfor, eller via et direkte link her.

Social Media Trends 2013

Det er efterhånden blevet en vane, at jeg kommer med mit årlige, ydmyge bud på, hvad der er værd at holde øje med inden for sociale medier i det nye år. Jeg var således en tur i Aalborg Kongres og Kulturcenter i sidste uge, for at holde foredrag om Social Media Trends for 2013.

Emnerne er valgt ud fra vores arbejde med en lang række mennesker inden for både det offentlige og det private erhvervsliv. Der er selvfølgelig en hel masse andre, som jeg har valgt fra – men der skal jo også være lidt spænding i sådan et oplæg.

De valgte trends er således:

  1. Nicheplatforme
  2. Content Marketing (indholdsstrategi)
  3. Mobil (ikke kun SoLoMo)
  4. Sensorer
  5. Big Data

Hvis du vil se mere om et at punkterne, så tjek slideshowet her eller på Slideshare. Som altid, giv lyd, hvis du vil snakke. Du behøver jo ikke være enig… 😉

Den moderne turistoplevelse: 007 og Harry Potter

Jeg besøgte for nylig to turistattraktioner i London-området. Barbican-centeret har i anledning af James Bonds jubilæum udstillet en række designeffekter fra de sidste 50 års Bond-film under titlen “Designing 007: 50 Year of Bond Style”. Desuden er filmstudierne, hvor Harry Potter blev optaget, blevet konverteret til en attraktion. Den ene er rigtig god til at inkorporere den digitale tilgang til formidling og deling af oplevelser, og den anden er meget dårlig til det. Kan du gætte, hvem der er den kvikke?

Designing 007: 50 Years of Bond Style

Bond-udstillingen fokuserer på de forskellige dele af filmuniverset, som på en eller anden måde kan komme under design-begrebet. Alt fra tøj til biler og grafik til gadgets bliver dækket, og der er kælet for detaljerne. De har blandt andet en fuld størrelse replika af guldpigen fra Goldfinger. Så mange delevenlig, Instagrammable-øjeblikke, som ville skabe positiv opmærksomhed om udstillingen, og trække flere besøgnde til.

Men nej. Det er nemlig ikke tilladt at tage billeder. På noget tidspunkt. Det er synd, men hvad værre er, det er direkte dumt. Det er klart på grund at nogle antikverede copyright-regler, da der jo er tale om film, men hold nu op. Hvilke skade kunne det på nogen måde gøre? Naturligvis skal man ikke forstyrre andre gæster, men de vagter, som nu er sure over billedtagning, kunne jo i stedet være sure over ubetænksomme mennesker.

Warners Brothers’ Harry Potter Tour

Harry Potter Studio Tour? De har styr på det. Der er i køen et skilt, som opfordrer folk til at tjekke ind via mobilen. På samme skilt er koden til deres gratis wifi – der kommer jo mange turister, som måske ikke vil bruge mobildata på stedet. Det er smart.

Under selve rundturen er mange genstande udstillet som fotomuligheder, hvor man kan sidde i Hagrids sidevogn, stå foran Tom Riddles gravsten og så videre. I fagsprog er der altså mange sociale objekter, som folk kan dele via sociale medier, og skabe opmærksomhed for sig selv og attraktionen.

En god, en mindre god

Begge oplevelser er baseret på film, så de er meget lig hinanden. 007 er bare eksemplet på den gamle skole, hvor man ikke må afsløre noget, førend gæsten har købt billet. Måske de prøver at sælge dig en fotobog eller lignende – men ville salget af den tage skade, hvis der var to billeder på Facebook?

Det tror jeg ikke. Tværtimod.

Enlig Madmor(d)

Jeg har aldrig rigtig været en del af ”blogosfæren”. Bevares, jeg har læst forskellige private indlæg rundt omkring, men aldrig rigtig fundet værdi i at læse om folks problemer med at få familieliv og karriere til at gå op i en højere enhed.

Men så blev jeg åbenbart gammel. Jeg begyndte at synes, at Queen og David Bowie da egentlig er meget cool, vennerne blev gift, nogle fik børn, andre flyttede til fjerne egne og min sidste barnlig uskyld blev erstattet af kreditforeningslån, barnedåb og paraftener med rødvin. Sidstnævnte er i øvrigt ikke så slemme.

Pointen er, at jeg faktisk godt kan lide at læse de der Mom Blogs efterhånden – især de velskrevne af slagsen. Man kommer langt med humor og selvironi, og jeg har en hel masse respekt på lager til de mennesker, som underholder mig, samtidig med at de selv får noget ud af at skrive en blog.

Et godt eksempel er min kære kollega Anja, som jeg efterhånden har kendt i 7 år. Hvilket er en evighed, når man tænker efter. Anja skriver løs på EnligMadMor.dk om børn, mangel på madevner og sort-of-singleliv. Det er underholdende, og afvæbnende på samme tid. Og hun slår mig muligvis ihjel, når hun finder ud af, at jeg kalder det en Mom Blog (hej Anja!).

Du kan blandt andet læse om en tur i Fakta i sweatpants med øldunst og bandende afkom.

Enlig Madmor

Facebooks privacy-instillinger er stadig svære at fatte

Jeg arbejder en del med Facebook. Faktisk har jeg nærmest nallerne nede i netværket hver dag. Jeg skulle den anden dag besvare et spørgsmål om, hvem der ser hvad, og måtte faktisk indse, at jeg ikke vidste det. Så jeg har nu brugt mere tid end burde være nødvendigt på at sætte mig godt ind i de nye indstillinger. Konklusion: Det er stadig svært.

Google+ kom rendende med sit cirkel-begreb, og betød, at Facebook fik udstillet sin besværlige tilgang til privacy-indstillinger endnu engang. Jeg har aldrig været bekymret for mine oplysninger, for jeg fortæller ikke Facebook noget, som jeg ikke står ved. Men jeg plejer at synes, jeg ved hvad og hvor.

Efter Google+ holdt sit indtog, justerede Facebook på en masse. G+ har lånt med arme og ben, så det er naturligvis helt ok, at Facebook noler nogle af de samme ting, som gør cirklerne (forholdsvis) nemme at forstå. Men hvorfor er det så stadig så svært?

For meget fokus på opdateringerne

Umiddelbart har Facebook fokuseret lidt for meget på detaljerne omkring opdateringer, og lidt for lidt på resten. Det er nemt at se, hvem vil modtage en opdatering. Facebooks lister over venner er blevet fremhævet og simplificeret, sådan at de er at finde på forsiden. Smart. Den laver endda nogle lister selv. Også smart. Det er også nemt at forstå, hvordan man tilføjer og fjerner folk fra lister. Smartety-smart-smart. Men ved 90 % af Facebooks brugere, hvad de lister er? Jeg tvivler.

Facebooks nye lister

Ideen er, at man ved hver opdatering, foto eller check-in kan vælge, hvilke lister, der skal have adgang til indholdet. Det vælges via den smarte lille indikator, som ses på billeder her under. Det minder altså til forveksling om Google+, som har samme lille dropdown-menu til rådighed. Man vælger mellem sine venner, og tildeler dem forskellige “overskrifter” som Family, Close Friends, Restricted etc. Herefter kan man nemt stile noget til dem – eller uden om dem – som er på en given liste.

Privacyinstillinger på hver opdatering

Det er en ok løsning, men den har ikke som udgangspunkt en fall-back, som den bruger som standard. Fx opdagede jeg i forbindelse med denne skrivelse, at jeg kun har vist opdateringer for min Familie-liste de sidste mange dage, fordi jeg skrev noget til dem i i weekenden!

Hvem kan se telefonnummer, billeder, skole, civilstand og andre oplysninger i din Timeline?

Facebook består af meget andet end bare opdateringer. Der er fotoalbums, oplysninger om dig, din adresse, telefonbog, skole, civilstand og alt muligt andet. Og der synes jeg stadig, at Facebook fejler. Jeg har tidligere delt det ind, sådan at kun venner ser de fleste ting. Men nu skal man gennemgå hele sin Timeline for at afgøre, hvad der hører hvor til?

Man justerer sin Timelines privacyinstillinger i en undermenu og så på hvert punkt

Jeg ved godt, det er det samme som før i ny indpakning, men hvis man i forvejen er nervøs over Facebooks vidensniveau, så bliver det ikke bedre nu, set ud fra min viden om danskernes brug af Facebook. Hvor er fx den nyttige “Se siden som X” funktion blevet af? Her kunne man skrive et navn ind, og se sin profil som en person fra vennelisten. En nem måde at vise hvad han eller hun kunne se. Jeg kan ikke finde den funktion mere.

Endelig løber man ind i pop-ups som denne:

Hvad søren betyder det? Skal jeg sige ok til den? Er det ok, at alle mine tidligere indlæg bliver masseformateret på den måde? (Ja, det er det nok – jeg spiller lige djævelens advokat et øjeblik her).

Diaspora skulle have været buddet på en overskuelig måde at klare sine privatlivsindstillinger på sociale netværk, men det projekt lykkes ikke så godt. Google+ er i mine øjne stadig mere simpelt, men det netværk har heller ikke nær så mange funktioner og så meget historik, som Facebook. De har altså en lettere opgave.

Jeg synes ikke helt, at nødden er knækket på en tilfredsstillende måde endnu, og Facebooks kompleksitet er i mine øjne efterhånden ved at være et problem.

Mød mig i kommentsporet, hvis du har en holdning.